Kikkertaftener på skoler    




Februar - 2010; Af Carsten Andersen, Bellahøj Skole

Ialt 1450 gode små teleskoper af mærket Galileoscoper er nu fordelt til udlån til skoleklasser i hele landet. Galileoscoperne er betalt af Bodil Pedersen Fonden. Læreren låner et klassesæt, og hver elev samler selv sit teleskop. Galileoscopet har en åbning på 5 cm. Det største okular giver et synsfelt på 1,5 grader og en forstørrelse på 25x. Det er fx egnet til at observere Månen og Jupiters måner. Den medfølgende barlowlinse giver en forstørrelse på 50 x og mulighed for at observere Saturns ringe.

Jeg håber at lærerne vil kontakte de lokale amatørastronomiske foreninger for at arrangere kikkertaftener på skolerne sammen med dem.

I københavnsområdet har Mikael Svalgaard gode erfaringer kikkertaftener på skolerne, hvor han mange gange har opstillet Børn af Galileos store Dobsonian teleskop. Mikael har hver gang ladet datoen stå åben og kun valgt en bestemt uge til arrangementet. Lærerne opreklamerede straks aftenen med mails til alle på forældreintra og elevintra – allerede før datoen var fastsat. En middag med en god vejrudsigt på DMI-byvejr, tog Mikael så en beslutning om, at det bliver i aften. Lærerne lavede så et allekald på skolen og en elektronisk opreklamering til elever og forældre. Som regel kom der et par hundrede, som fik et syn, de aldrig glemmer. Mange undrede sig over at Saturn kunne være så smuk i kikkerten.

En aften i slutningen af Marts 2010 vil Mikael igen stille den store kikkert op på Bellahøj Skole. Da er det stadigt vintertid, og Saturn vil til den tid være fremme allerede før elevernes sengetid. Jeg glæder mig til at se de lange køer af folk foran det store Dobsonian teleskop Eleverne vil så stille deres Galileoscoper op lige ved køen, så at folk kan blive imponerede over det flotte syn i Galilescoperne.

Amatørastronomer i hele landet har mulighed for at deltage i lignende kikkertaftener allerede i dette forår. Husk at det skal være før sommertiden begynder, for ellers vil det være lyst for længe. Det behøver ikke altid at være læreren, der sætter det i gang. Elever, forældre og amatørastronomer kan jo også kontakte læreren og spørge om han eller hun har lyst til at låne et klassesæt Galileoscoper og arrangere et kikkertprojekt og en kikkertaften. Jeg ved, at der er mange som gerne vil, så det er vel bare om at komme i gang.

Lærerne kan låne to klassesæt Galileoscoper på Centrene for Undervisningsmidler i: København, Hillerød, Glostrup, Roskilde, Slagelse, Vordingborg, Rønne, Odense, Åbenrå, Esbjerg, Vejle, Skanderborg, Herning, Struer, Ålborg, Hjørring, Flensborg, Thorshavn og Nuuk. Desuden kan lærerne låne et klassesæt Galileoscoper i de pædagogiske centraler i Hvidovre, Rødovre, Tåstrup, Gladsaxe, Ballerup, Tårnby, Helsingør, Sorø, Haderslev, Thisted og Køge. Man kan også låne Galileoscoper i Stjernekammeret på Bellahøj Skole. Her kan man også få et kursus i at bygge og bruge Galileoscoperne.

Flere oplysninger og meget andet findes på www.boernafgalileo.dk. De lokale amatørastronomiske foreninger kan man finde her: www.tycho.dk/link/category/1/. Stativer til Galileoscoperne er indkøbt og findes på Bellahøj skole i et begrænset antal. Almindelige fotostativer passer til Galileoscoperne, læs mere om det HER. Indtil man får et stativ, kan man fastgøre Galileoscopet til forhjulet på en cykel, der står på hovedet, som når cyklen skal lappes.

Hilsen fra Carsten Andersen, Børn af Galileo

Tilbage til nyheder